Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

"Det lille i det store"

Tankerne bag Ny Kildemosen

Kildemosen fusionerede i 2012, og ret hurtigt derefter blev det en kendsgerning, at de gamle slidte bygninger på 4 matrikler skulle skiftes ud med et nyt fælles hus. Vi bor lige nu i 4 parcelhuskvarterer, og flytter også til et sådan. Det er vigtigt for os at fortælle, at vi også har tænkt hensynet til naboer ind i vores nye drømme

Vi har haft mulighed for igennem små spændende designprocesser at tænke mange tanker og visioner om, hvad det hus skulle kunne i forhold til børn, forældre, personale og omgivelserne.

Det vigtigste for os alle, var at bevare ”Det lille i Det store”, og derfor blev vores vision formuleret ud fra den overskrift.  Byggeriets vinderprojekt har læst vores vision godt og grundigt, og har formået at leve op til visionen med deres tegninger af 5 små rækkehuse, med forhaver og baghaver til hvert hus.

 

Fire ”rækkehuse” kommer til hver især at indeholde 2 vuggestuegrupper og 2 børnehavegrupper.  Forhaven bliver vuggestuens legeplads og baghaven bliver børnehavens legeplads.

Det 5. rækkehus, eller det der ligger i midten, kommer til at indeholde produktionskøkkenet, motorik/ multirum, værksted og personalefaciliteter.

 

Dermed får man som forældre og barn det lille i det store. Personalet, på den anden side, får let adgang til kollegaer på tværs, der arbejder med samme kompetenceområder, og der bliver plads til og let adgang til planlægning og mødevirksomhed, uden at skulle ud af huset eller låne lokaler, selvom vi har været utrolig glade for muligheden for at kunne låne ledige lokaler i kvartershuset.

Vi har været undersøgende på hvad den nyeste forskning peger på i forhold til at oprette store institutioner, og har med vores ønsker sikret os at kunne leve op de anbefalinger, der netop nu er.

Vi har trukket de gode løsninger ud fra det der virker i små institutioner, og koblet det sammen med de fordele man får ved en stor institution. Herunder kan man læse vores vision som arkitektfirmaet har skulle tegne efter:

 

Kildemosens drømme til et nyt byggeri:

 

Institutionen signalerer allerede ude fra vores fælles tænkning det lille i det STORE -  vi vægter nærheden og trygheden.

Vi skaber med byggeriet, illusionen af små enheder ved at tilbyde en indgang til hver klynge. Forældrene går ind der med deres lille spædbarn, og går ud igen samme vej, når barnet starter i skole.

 

Uanset hvor øjet kigger hen ude fra vejen får man indtrykket af det lille i det store.  Der er ikke lange murstens længder og parkeringspladsen er delt op i områder indrammet af beplantning. Institutionen har udnyttet terrænet og lys indfald på forskellig vis i byggeriet til glæde både for børn og personalet,

Man kan se der sker noget spændende og der er taget udgangspunkt i børnenes mange muligheder for deltagelse.

Klyngerne er små enheder og der er ro og plads til kreativitet og fordybelse og nem adgang ud til den første afgrænsede legeplads fra hver klynge.

Vi får en institution, der tilbyder fælles kreative og innovative rum/hjørner, hvor gulvet kan klare lidt maling eller lim, der kan konstrueres og skabes, og hvor det kan stå og tørre så far og mor kan få en præsentation af kunstværket, når de kommer.

Hvor der i hver klynge både er stuer og fællesrums løsninger – rum i rummene !!

Hvor man som børnehave barn kan spise sin mad i små spisegrupper, og hvor det er let for personalet at have overblik, selv om der er få på arbejde.

Det er en institution, der signalerer hyggelige hjemlige omgivelser, hvor ro, tryghed, struktur og ordentlighed er nogle af de bærende værdier. Man kan se, at børn lever deres liv her.

 

Vuggestuegrupperne har plads til, de mindste babyer kan udvikle sig i rolige og trygge omgivelser. Der er brug for rum, hvor det lille vuggestuebarn kan udvikle sig stille og roligt, hvor der skabes struktur og forudsigelighed.

Der er let adgang til små legeområder kun for vuggestuebørn. 

De lidt større vuggestuebørn kan søge over til de lidt ældre legekammerater i børnehave grupperne uden at skulle udenfor. Der er også plads til at bevare det spændende i at være blevet stor og skulle i børnehave.

 

I hver klynge er 4 basis grupper - 2 vuggestue grupper og 2 børnehavegrupper. Rummene er indrettet fleksibelt med skyde døre, så 2 rum kan blive til 3, så der er mulighed for at lave flere små fordybelsesgrupper

Desuden er der et fælles pædagogisk køkken-alrum hvor morgenmaden kan spises. Der er et multirum og et lille møde rum, og i en af klyngerne er der tilknyttet et gæstehus til dagplejebørn.

Klyngernes legeplads er indrettet, så der er tæt på legemuligheder fra stuerne, opdelt både i vuggestue legepladser og børnehave legeplads.

Med gynger og sandkasser og måske en rutchebane, så man kan sende nogle få ud og lege, og samtidig holde øje med dem inde fra stuen.

Legemulighederne langt fra, kan opleves som om man tager på ”en lille tur bagerst på legepladsen” og der udfordres barnet helt anderledes, man kan grave kartofler op i køkken haven (hvor der også er frugtbuske og frugt træer), bage den på bålet, lave salat i udekøkkenet og spise i bålhytten

 

Legepladsen langt fra er opdelt i uderum og tilpasset børnenes alder og fysiske formåen.  Vi vægter allerede nu en motorisk udfordrende legeplads bl.a. med bakker og skrænter, træer og buske samt   bålhytte, shelter, udekøkken, værkstedsfaciliteter og hule byggeri/ fri lufts aktiviteter.

Det er muligt at møde børn fra de andre klynger på den store legeplads, og dermed få en stor vennekreds og kendskab til kommende skolekammerater, fodboldkammerater eller gymnastik venner, men der er også plads til at dele sig op i små grupper.

Der er to cykelområder – det vilde racerområder, hvor det handler om fart, benzin, bilvask og færgeovergange der måske appellere mest til dem med action i blodet

Det andet område mest til roligere leg med små legehuse med altankasser, sandkasse og sandkasserestaurant/bageri hvor man kan komme og spise sandkage med sin dukkevogn, eller sin cykle med anhænger og gæster til restauranten.

 

Der er også plads til at spille fodbold eller andet boldspil, ligesom der er græsplæne, hvor vi vandpjasker om sommeren.

Om vinteren kælker vi på bakkerne.

I et hjørne af legepladsen er der sanselabyrint med dufte og smag, græs der knitrer i vinden og små vindklokker, der er hængekøjer i området og belægningen på gangene er sanseudfordringer for de bare tæer.

På legepladsen er der både udendørs toiletter, samt udendørs vandhaner. Det er let og overskueligt for personalet at holde øje med toiletterne fra legepladsen.

 

Kildemosens nye byggeri lægger vægt på bæredygtighed, så murstenene fra de gamle kaserne bygninger, renses og genbruges i opførslen af det nye byggeri, der genbruges træ, brosten, asfalt, ligesom planter og træer bevares i det omfang der er muligt.